Kunstkatapult er et tværfagligt og anderledes undervisningsforløb for 5. klasse. Forløbet tilgodeser fagmål for dansk, billedkunst og historie og strækker sig over 5 workshops: 2 på skolen og 3 på Statens Museum for Kunst. Eleverne går på opdagelse i kunstens verden sammen med deres lærere, en museumsunderviser og en kunstner.
De kommer helt tæt på kunstens historiske og kulturelle fortællinger i alt fra klassiske malerier og skulpturer til nye kunstformer som installationer og videokunst. De skal opleve og undersøge kunsten, samtale om den og analysere den. De skal arbejde praktisk med kunstens udtryk og indhold og lave deres egne produkter og fortolkninger ved hjælp af både digitalt og materielt billedarbejde.
I Kunstkatapult vil vi gennem kunsten “katapultere” eller sætte gang i elevernes tanker om, hvem de er og om den verden, de lever i, om deres historie og kultur. Og måske endda vende deres tanker lidt på hovedet, vække deres nysgerrighed og kreativitet.
Læs mere om Kunstkatapulten her.