Gå til indhold

Pressemeddelelse

Det Kgl. Vajsenhus fejrer 150 år på Nørre Farimagsgade

Den 1. maj 2025 markerer Det Kgl. Vajsenhus en betydningsfuld milepæl: 150-året for skolens placering på Nørre Farimagsgade i København.

Skolens historiske optegnelser beretter: “Efter mange Overvejelser købtes Grunden til den nuværende Bygning i Nørre Farimagsgade, som indviedes 1. Maj 1875 i Kongehusets Nærværelse.”

For at markere denne særlige begivenhed inviterer skolen til en festlig reception for skolens elever og en symbolsk udsmykning af bygningen den 1. maj 2025 kl. 9.30.

En skole med historiske rødder og et stort socialt engagement

Det Kgl. Vajsenhus blev grundlagt i 1727 af Kong Frederik IV med det formål at give skolegang til børn, der havde mistet en eller begge forældre. Oprindeligt lå skolen på Nytorv, men efter Københavns brand flyttede den til en ny placering på Købmagergade, tæt ved Rundetårn. I 1875 fandt skolen sin nuværende adresse, hvor den fortsat fungerer som en lille privatskole med et særligt socialt fokus.

I næsten 300 år har Det Kgl. Vajsenhus været under kongelig protektion, og i dag er Hans Majestæt Kong Frederik X skolens protektor. Skolen er stolt af sin historie og sit engagement i at støtte børn og unge, og jubilæet vil blive markeret med en række begivenheder, der hylder denne arv.

 

For yderligere information, kontakt:
Forstander Mads Poulsen
E-mail: mp@vajsenhuset.dk