Det Kgl. Vajsenhus er helt på forkant med udviklingen indenfor læseundervisning og var blandt de første i Danmark til, for seks år siden, at tilbyde undervisning i Reading Recovery.
Hvad er Reading Recovery?
Reading Recovery er ikke specialundervisning.
Reading Recovery er et undervisningsprogram, der supplerer den almindelige undervisning. Et undervisningsprogram udviklet gennem de sidste 40 år af forskere ved Auckland University i New Zealand. Programmet sigter mod at forbedre de små elevers læse- og skrivekompetence. Erfaring viser, at man ved tidlig indgriben kan få eleven på ret kurs, således at han eller hun kan deltage i undervisningen på lige fod med klassekammeraterne.
I de fleste førsteklasser er der, uanset en ellers kompetent underviser, elever der ikke får fuldt udbytte af undervisningen. Med Reading Recovery, er der store chancer for at undgå, at eleverne senere i skoleforløbet får brug for specialundervisning.
Hvordan udvælges eleverne?
I samråd med dansklærerne i 1. klasse udvælges de elever, der viser tegn på tilegnelsesvanskeligheder. Eleverne testes i slutningen af 0. klasse og deles op i hold. Vi kalder holdene kuld 1 og kuld 2.
I første halvår af 1. klasse undervises kuld 1, og kuld 2 undervises i andet halvår.
Eleverne modtager individuel undervisning 30 minutter om dagen fem dage om ugen i op til 20 uger. Derefter testes de igen og sluses ud af programmet, hvorefter vi begynder på næste kuld.
I løbet af et skoleår kan vi gennemsnitligt få seks elever fra hver 1.-klasse gennem programmet.
80-90% af de 1.-klasseelever, der har modtaget undervisningen, er nået op på klassens niveau og har efterfølgende været i stand til at følge den normale klasseundervisning. At disse tal holder på længere sigt, kan vi se af de årlige tests i klasserne.
Gode læsekundskaber allerede i de tidligste skoleår er med til at sikre eleverne det bedst mulige fundament for deres videre forløb i de større klasser og senere på ungdomsuddannelserne.