Vajsenhusets forstander fra 2014 til 2023 er den 16. juli 2026 død efter længere tids sygdom.
Før sin ansættelse på Vajsenhuset havde Mathias været ansat i en lang periode som direktør for Gyldendal Uddannelse.
Mathias stod i spidsen for en særdeles vellykket transformation af Vajsenhuset i en økonomisk usikker tid. Fra at være en gratis privatskole for forældreløse børn, børn i familiepleje og børn af enlige forsørgere blev Vajsenhuset til en privatskole for alle. Fripladser finansieres af salget af Den Danske Salmebog og tildeles i prioriteret rækkefølge forældreløse børn, børn i familiepleje og børn af enlige forsørgere. Transformationen skete i tæt samarbejde med skolens direktion. Begrebet ‘skole med udsyn’ blev levendegjort gennem flere spændende initiativer, og et tæt samarbejde med kulturinstitutioner i København blev indledt. Mathias mente, at alle elever har gavn af en skoledag, der taler til både hoved, hånd og hjerte gennem et alsidigt skoleforløb, hvor fagene spiller sammen.
Mathias fik samtidig etableret skolens eget fritidshjem, der tidligere var et kommunalt fritidstilbud. Han styrede skole og fritidshjem sikkert og roligt igennem en årrække med Covid-19-udfordringer, nedlukninger og online-hjemmeundervisning.
Mathias’ indsats rækker langt ind i fremtiden og betyder, at Vajsenhuset i dag er en ualmindeligt velfungerende skole, der hviler på et sikkert fundament.
Mathias vil blive husket som en yderst kompetent og utrolig vellidt og empatisk skoleleder.
Han er dybt savnet af både elever, forældre og ansatte.
Æret være Mathias’ minde.

