Gå til indhold

Værksteder

På fritidshjemmet tilbydes børnene en række forskellige aktiviteter - hver dag

Aktiviteterne på Fritten er tilbud til børnene, som selv beslutter sig for, hvad de vil bruge eftermiddagen på. Vi guider børnene, hvis de ikke selv kommer i gang.

Læs om vores tilgang til fritidspædagogik her.

Krea-værkstedet

I Krea kan børnene udfolde deres kreative evner. Der bliver der klippet, klistret, limet, syet, tegnet, malet og formet.

Vi tilbyder både aktiviteter, der er faciliteret af de voksne og som kræver, at man deltager over flere dage og aktiviteter, der alene er drevet af børnenes egne idéer og fantasi, og hvor børnene kan komme og gå som de vil. Nogle aktiviteter tager udgangspunkt i årstider og højtider, men vi lader os også inspirere af, hvad der rører sig i børnenes liv og lytter til, hvad de har af ønsker.

I Krea møder børnene hinanden på tværs af klasser og alder og nye relationer og venskaber opstår omkring de kreative aktiviteter.

Salen

I gymnastiksalen arrangeres forskellige organiserede bevægelseslege og spil.

Vi arbejder systematisk med at øge børnegrup­pens fælles sociale egenskaber og planlægger aktiviteter, der bl.a. bygger på fælles erfaringer ved at tilbyde børnene genkendelighed, udvikling og samspil. Børnene har medbestemmelse i forhold til justering af regler, holddeling m.m.

Vi arbejder så vidt mulig med aktiviteter, der kan holdes i gang, selv om der kommer børn til eller der går børn fra undervejs.

Toppen

I lokalerne på 3. sal kan børnene spille bordfodbold, airhockey, brætspil, computerspil, danse m.m.

Alle børn er velkomne, men vi har et særligt fokus på at tilbyde aktiviteter, der tiltrækker de største børn. Brætspil giver mulighed for fordybelse, mens bordfoldbold, airhockey og dans giver børnene mulighed for at brænde energi af. Med Playstation og computerspil faciliterer vi digitale fællesskaber for børnene med fokus på spil, der kræver kommunikation, samarbejde, strategisk tænkning, kombinationsevne, mønstergenkendelse, rum- og figuropfattelse og orienteringssans.

Caféen

I caféen er der fokus på hygge og sociale aktiviteter. Her spilles brætspil, bygges med LEGO og andre klodser. Her læses, hygges i sofaen i pejsehjørnet og snakkes, og hvis man har energi til det, kan man boltre sig i puderummet. Og så er det her, man går hen, hvis man vil have et eftermiddagsmåltid.

Caféen har ikke planlagte aktiviteter, men fungerer som samlingspunkt for de indendørs aktiviteter, der ikke er initieret af de voksne.

Gården

I gården spilles der bold, køres på cykler, leges fangeleg, skjul, kongeløber, køres på skateboard og meget mere.

Gården er præget af fri leg, men i perioder vælger vi at tilbyde aktiviteter initieret af de voksne.